Sådan blander I to familier ved ét bord

Før eller siden skal et bord rumme folk fra begge sider. I er løbet tør for rene grupper, eller I vil oprigtigt gerne have de to familier til at mødes, og otte stole skal tage fire af jeres og fire af deres. Som regel går det godt. Når det ikke gør, er grunden næsten altid den samme, og den kan rettes, før nogen sætter sig.

Problemet er ikke blandingen, det er kløften

To familier ved ét bord er fint. To familier ved ét bord, hvor ingen kender nogen på den anden side af midten, er det ikke. Det, I får, er to samtaler, der deler en dug: fire mennesker taler sammen, fire mennesker taler sammen, og en høflig tavshed langs sammenføjningen, der varer tre retter.

Spørgsmålet til et blandet bord er derfor ikke "har jeg balanceret det her" men "hvem her kan tale med begge halvdele". Er svaret ingen, er bordet delt, uanset hvad tallene siger.

Hvem der er en god bro

En bro er en, der allerede kender folk på begge sider og ikke har noget imod at starte en samtale. Ofte er det tydeligt: en fætter, der læste sammen med en af jeres venner, en tante, der har mødt den anden familie til hvert eneste arrangement i ti år, vennen der har kendt jer begge, siden før I kendte hinanden.

To ting gør en person til en bedre bro, end deres linje på gæstelisten antyder. At være oprigtigt selskabelig vejer tungere end hvor mange man kender, for ét varmt menneske, der stiller spørgsmål, samler et bord hurtigere end tre tavse bekendte. Og det hjælper at have en grund til at tale med begge halvdele: et fælles fag, en fælles hobby, børn på samme alder.

Sæt jeres bro midt for bordet, ikke for enden. For enden når vedkommende kun det halve bord, hvilket er præcis det problem, I ville løse.

To broer slår én

Én bro virker, indtil vedkommende går til baren. Betyder bordet noget for jer, så sæt to mennesker, der kan krydse kløften, og placer dem på hver sin side, så midten af bordet aldrig er uden en, der kan tale med alle.

Det er også svaret, når de to grupper ikke har noget oplagt til fælles. I håber ikke, at familierne opdager en fælles interesse. I sørger for, at der altid sidder mindst én ved det bord, der kan vende sig til hver side og sætte noget i gang.

Når den ene familie er meget større

Den akavede udgave er ikke fire og fire. Det er seks og to.

Seks fra den ene familie og to fra den anden er ikke et blandet bord, det er et familiebord med to gæster ved. De to bliver talt venligt til, inkluderet de første ti minutter, og derefter stille og roligt efterladt uden for en samtale fuld af navne, de ikke kender. Det er ingens skyld, og det sker hver gang.

Tre udveje, i den rækkefølge det er værd at prøve dem:

Udjævn tallene. Flyt én person fra den større gruppe, så det bliver fem og tre, og sæt en bro på hver side af sammenføjningen. Tre kan bære en samtale for sig selv, hvis bordet driver fra hinanden; to kan ikke.

Giv den mindre gruppe et bord, hvor de er i flertal. I stedet for at gøre dem til mindretal ved andres bord, så sæt dem sammen med en gruppe, de overgår eller matcher. De samme to gæster, der ville være strandet ved seks og to, har det fint ved et bord med fem, hvor tre er deres.

Sæt den mindre gruppe sammen med en tredje gruppe helt. To og to og fire er ofte lettere end seks og to, fordi ingen ved bordet er den oplagte udenforstående.

Det, der ikke virker, er at sætte de to for enden af den store families bord og håbe, at nærheden klarer resten. At sidde ved siden af en samtale er ikke at være i den.

Sæt dem skiftevis, ikke i blokke

Når tallene er på plads, så sæt ikke den ene familie ned ad den ene side og den anden ned ad den anden. Det trækker netop den streg, I forsøgte at viske ud, og det gør delingen synlig for alle ved bordet, også dem der sidder der.

Skift, hvor I med rimelighed kan, og hold par og enhver, der har brug for et kendt ansigt ved siden af sig, samlet. Målet er, at ingen kan pege på, hvor den ene familie holder op, og den anden begynder.

Hvornår I slet ikke skal blande

Nogle gange er det ærlige svar at lade dem være hver for sig.

Hvis de to grupper reelt ikke har nogen, der kender nogen på tværs, ingen fælles grund og ingen villig bro, så er et blandet bord en beslutning om at lade otte mennesker arbejde hele aftenen. To borde, der hver kender sig selv, er en bedre aften for alle, og familierne mødes ved baren og på dansegulvet, som de altid gør.

At blande familier er værd at gøre, når der er noget virkeligt at bygge bordet på. Det er ikke værd at gøre for at bevise en pointe om, at de to sider nu er én familie. Det er sandt, uanset om de sad sammen til middagen.

En hurtig test før I printer

Gå bord for bord, og stil tre spørgsmål til hvert blandet bord:

1. Hvem ved dette bord kan tale med begge halvdele?
2. Er en af grupperne nede på én eller to personer?
3. Har jeg sat dem i blokke?

Er det første svar ingen, så tilføj en bro eller del bordet. Er det andet ja, så udjævn tallene eller flyt den mindre gruppe. Er det tredje ja, så byt om på pladserne, før det går i tryk.

To situationer gør det sværere, end det ser ud, og hver har sin egen guide: at placere skilte eller separerede forældre til et bryllup, og bordplan ved et andet ægteskab, hvor både børn og en eks står på listen.